Skiftningen og den yndige troldeunge

De fleste har jo nok hørt om, at bjergfolk og trolde har byttet deres unger ud med menneskebørn. Hvorfor de har gjort det, og hvilken slags magi de har brugt, er der mange forklaringer på, men her kommer en lidt anden historie, om forbytning af småkravl.

Menneskebørn kan være ubeskriveligt grimme og ildelugtende, det er selvfølgelig ikke noget vi siger ligeud, for det vil de fleste nok finde upassende, måske endda stødende, så det holder vi for os selv.

Troldebørn er ikke altid grimme med store vortede næser og spidse vaffelører, de lugter heller ikke altid af mug, møg, og jordslåede karklude. De kan, hvis familien har en bestemt slags magi, være ganske bedårende.

Den finurlige forbytningshistorie I får nu, fandt sted på en lille ussel landejendom, i nærheden af Kisserup, den lille vaklende rønne lå såmænd meget godt, med udsigt over lammefjorden, men jorden var stenet og sandet, så familien var fattige som kirkerotter, møgbeskidte, og sultne. Konen i huset hed Magda, og hun var lurvet og fed, ja ikke fed af mad, men hun var gravid med unge nummer ni.

Jens som  manden i huset hed, arbejde det bedste han havde lært, men de var enige om, at det var umuligt at skaffe mad til en mund merel. En regnfuld eftermiddag gik Jens bag ploven, han gik med bøjet hoved, og tunge triste tanker rumlede rundt i hans skæggede vejrbidte hoved. Pludselig var det som om ploven ikke kom nogen vejne, og Jens kiggede op. Han så en kraftig skikkelse foran hesten, men han havde solen i øjnene, så han så ikke straks at det var en trold. Han skulle lige til at spørge den fremmede om, hvad han bildte sig ind , sådan at forstyrre ham i arbejdet, men trolden kom ham i forkøbet, den sagde med dyb og rolig stemme; ” jeg kan mærke, at du har meget triste tanker, så tunge at de kan mærkes, helt inde i min høj”

Jens blev egentlig ikke bange, for han havde ofte set trolden og dens familie, sidde i skovbrynet, så han svarede trolde:.” Ja det er såmænd sandt nok, det er nemlig sådan, at vi ikke kan skaffe mad nok, til at vi alle bliver mætte, så hvordan skal det ikke gå, med den lille ny?” Jeg har et forslag til dig, der måske kan hjælpe os begge to. Ser du, min kælling hjemme i højen er vild med menneskebørn, så vi vil godt låne jeres barn i tre år. Hun vil passe og pleje ungen, som om det er hendes egen, og når de tre år er gået, så kan vi se om I vil have vidunderet tilbage.