Risin og kællingen

Risin og kællingen.

En rum tid efter tidernes morgen, holdt en forsamling af islandske kæmpetrolde råd, ja det var nu lang tid før nogen havde tænkt på navnet Island . Denne rådslagning var ikke noget der skete tit, fordi alting gik langsomt i kæmpernes land. Det var som Tolkien beskrev det, når Enterne holdt samling, der foregik på oldentisk, det tog også længere tid end meget lang tid. Disse jætter følte sig lidt ensomme oppe i det nordlige Atlanterhav, så der var nogle der foreslog, at de skulle gå ned til nogle klippeblokke der lå længere mod sydøst, de kunne så trække dem op til sig selv, så ville de ikke føle sig så isolerede. De enedes om planen, og valgte den stærkeste iblandt dem, til at udføre den store dåd. Han var dog ikke sikker på at han kunne klare det uden hjælp, så han overtalte hans egen kælling, til at gøre ham selskab på den lange våde tur. Turen til det vi i dag kalder Færøerne var trættende, for vandet er dybt, på de kanter, men de nåede frem til det nordvestlige hjørne af Eysturoy (Østerø), nærmere bekendt som Eio`i. Fjællet” Eioìskollur” vedbyen, var et massiv på omkring 600 meters højde, og de to syntes, at det var et godt sted at binde et reb omkring. Planen var enkel, kællingen kravlede op på klippen, bandt det hele sammen, og så skulle hun skubbe hele molevitten op på ryggen af Risin, han stod således med begge ben solidt plantet på bunden, i 50 meter vand, og var parat til at tage øerne på ryggen, for at traske til Island med dem. Men som I jo nok ved, så går det ikke altid som præsten prædiker, jeg har hørt at kæmpekællingen var for ivrig og voldsom, så hun fik lavet en dyb revne i den nordlige ende af bjerget, i første forsøg. Hun masede videre, og det gik ikke stille af, men det var som om klipperne stod for fast i dybet. Morgengryet nærmede sig, og den sindige kæmpejætte stod og blev en smule urolig, mens han spejdede længselsfuldt mod sit elskede hjemland. Som tiden gik, blev kællingen klar over at de ikke kunne nå det før solen stod op, så hun sprang ned i vandet, til sin allerkæreste kæmpe. Hun ønskede jo virkelig, at de kunne nå hjem inden de blev til sten. Men ak og ve`, tiden var løbet fra dem, så de nåede ikke længere, så de står der stadig, kæmpen først, og kællingen imellem ham og land. Egentlig er det jo en trist historie, men hvis de havde været lidt hurtigere, ja så havde Færøerne ikke været Færøerne.